Kære du, som snart skal op på Mortens briks,

Du er modig. Du er sej. Du er stærk. Og jeg håber, det kommer til at gøre en positiv forskel i dit liv, ligesom det gjorde for mig. Jeg kan godt forstå, hvis du ikke helt forstår det, der skal til at ske. At du måske er lidt frustreret.

Jeg havde det lige sådan, da jeg tog beslutningen om at afprøve SE-terapi. Jeg fattede ikke, hvad Morten snakkede om. Hvad jeg skulle på den briks. Hvad han skulle, mens jeg lå der. Sårbar og skrøbelig. Hvad det hele skulle gøre godt for.

Jeg vil prøve, om jeg kan hjælpe dig med at forstå, hvad det går ud på. Det kan være, mine oplevelser kan give et indblik i, hvad det handler om. Da jeg lå på briksen, kunne jeg godt have brugt at høre fra én, der selv havde ligget der, hvad pokker det var for noget. Derfor dette skriv fra mig til dig, som jeg håber, giver et billede af, hvad du skal i gang med – set med mine øjne.

Grunden til, jeg kom hos Morten til at begynde med, er fordi, jeg har været udsat for incest. Det sætter sig i kroppen, for kroppen husker og jeg havde svært ved at komme igennem hverdagen. Senere fandt jeg ud af, at jeg har PTSD som følge af incesten. Efter mange samtaler, foreslog Morten SE-terapi. Jeg havde ikke hørt om det før, men tænkte, at det ikke kunne skade at prøve, selvom det ikke gav mening, hvad det gik ud på.
Vi gik meget stille frem. Allerførste gang sad jeg bare på en stol. Morten stod bag mig og holdt en hånd ovenpå mit hoved. Det var nok til, at kroppen reagerede og jeg brød helt sammen, røg tilbage i minderne og følelserne og kroppen stivnede. Vi stoppede dér og gik endnu langsommere frem over de næste gange.

Da jeg lagde mig på briksen første gang, vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle ligge. Hvad jeg skulle sige eller gøre eller lægge mærke til. Det hele var meget flyvsk. Og det med at lukke øjnene, var fysisk umuligt i lang tid. Jeg kunne simpelt hen ikke lukke øjnene – pga. frygt, uvished, angst, jeg ved det ikke. Og så synes jeg, det var underligt at tale med Morten med lukkede øjne, fordi jeg læser folk ved at se på dem.

Med tiden fandt jeg ud af, hvordan jeg skulle være i mig selv, mens jeg lå der med tæpper på og forsøgte at trække vejret. Jeg opdagede, at jeg ikke behøvede at ligge med armene ned langs siden. Jeg kunne have hænderne foldet på maven og det virkede meget bedre for mig. Jeg føler mig mere tryg, når jeg beskytte min mave.
Fra gang til gang prøvede jeg, om jeg kunne lukke øjnene – bare ved at blinke langsomt eller tælle til tre og åbne dem igen. Det var ikke farligt at lukke øjnene, for jeg kunne til enhver tid åbne dem igen. Efterhånden fandt jeg også ud af Mortens mønster i behandlingen. Han startede med at holde om mine fødder, dernæst venstre knæ, venstre albue, skulder og så om på den anden side. Den samme rutine hver gang. Det blev ufarligt, selvom jeg var på dupperne i lang tid og klar til at springe ned fra briksen.

Det blev nemmere og nemmere at lukke øjnene i længere tid ad gangen. Jeg mærkede også min krop på en anden måde – den reagerede på en anden måde. Jeg følte fx, at mit hoved lå skævt og føltes som om, det var vippet til den ene side, uanset hvor meget jeg drejede på det med åbne øjne og kunne se, at jeg lå lige. Andre gange spjættede mit ben eller min arm, fordi musklerne gav slip på spændinger. Min krop gjorde decideret ondt, når Morten med en enkelt finger holdt på mit knæ eller lår, uden at trykke, fordi musklerne var så spændte. Jeg hørte en hylen for mine ører, jeg følte hele rummet snurrede, som styrtede jeg ned med en helikopter. Lyde omkring mig blev meget høje, bl.a. urets sekundviser, vand der løb i rørene i bygningen og menneskene på gaden. En enkelt gang spjættede min krop så voldsomt, at jeg blev virkelig skræmt og åbnede øjnene med et sæt, og den resterende tid af behandlingen, lå jeg med åbne øjne.

Flere gange har jeg oplevet, ikke at kunne mærke min krop. At jeg simpelthen ikke har mærket mine fødder, før Morten har spurgt, ”hvordan mærkes dine fødder”. Det har jeg ikke kunne svare på, andet end, at jeg ikke har mærket dem, før han satte fokus på dem ved at spørge. På samme måde har jeg pludselig opdaget, at jeg har ligget og knuget mine hænder. Jeg har ikke lagt mærke til det, før jeg ubevidst begyndte at slippe spændingen og det gik op for mig, at det gjorde ondt, fordi jeg havde ligget og knuget dem i lang tid.

Når jeg blev bedt om at fortælle, hvor i kroppen jeg kunne mærke noget bestemt – fx sorgen, hvis det var emnet – var det rigtig svært at svare på. Kunne jeg mærke noget i storetåen, i halsen eller hvad var det, Morten fiskede efter. Mit svar var altid, og er stadig, at jeg mærker det i maven. Alt går lige i maven på mig – kærlighed, glæde, sorg, vrede, frustration, det hele går i maven. Det kan være helt anderledes for dig og det er kun dig, der kan mærke, hvordan der er i din krop.

Jeg har ikke prøvet, at der er kommet flashbacks som sådan. Men når Morten har spurgt ind til ting, fx hvordan mit børneværelse så ud, kom filmen og kroppen spændte op. Jeg havde især mange spændinger i lænd, hofter, ben og kæbe. Jeg lå ofte spændt som en flitsbue. Min solarplexus har været helt spændt og hård, og har gjort ondt, når Morten holdt en finger på den, uden at trykke. De sidste par måneder i forløbet, som varede i 14 måneder, slappede min krop af og blev tung i madrassen. Den vidste, at det var en tryg base og vidste, hvad der skulle ske. Der var stadig nogle spændinger, men ikke noget, som Morten ikke kunne fikse i løbet af sessionen. Min flitsbuelænd var neutraliseret og min solarplexus stort set ”blød” og medgørlig.

Uanset hvad du mærker. Om det er ovenstående, som har været tilfældet for mig. Eller om du får kvalme, om du bliver ked af det eller får lyst til at skrige, så sig det. Sig, hvad der sker i dig. Sig at du får ondt i nakken. Sig at du har lyst til at løbe væk. Sig at du føler, der er faldet en sten fra dine skuldre. Sig at det runger i dit hoved. Sig at du har tankemylder. Sig, hvad der sker i dig. Det gør en forskel og du får mest muligt ud af behandlingen ved at sige det højt. Det tager tid og det kan være angstprovokerende, men øv dig lige så stille.

Efter hver behandling var jeg virkelig træt. Jeg ville ønske, at jeg kunne blive ”zappet” fra briksen og hjem i min egen seng, så jeg slap for at skulle ned i det menneskemylder, der som regel er på Strøget og Nørreport. Jeg har gerne haft musik med, hvis jeg skulle med bussen for at skærme mig. Eller har koncentreret mig meget om at cykle, så jeg så de røde lamper og ikke kørte ind i folk, fordi jeg var et andet sted i mit hoved. Det er kun ganske få gange, mine knæ ikke har gjort ondt, når jeg er taget fra Morten. De har været ømme og har nogle gange givet efter, fordi der har siddet så mange spændinger og samtidig forløsninger i dem. Jeg var også tung i hovedet, som hvis du er blevet vækket tidligt om morgenen og skal svare på en masse spørgsmål, men det hele er tåget. Hvis det samme er tilfældet for dig, så tag det roligt, når du tager fra Morten.
Heldigvis har jeg kunne planlægge terapien sådan, at jeg har haft mulighed for at tage direkte hjem og sove bagefter. Jeg har været så kvæstet, at jeg har sovet op til 3 timer og sagtens kunne sove om natten også. Min krop har trængt til søvn og har haft uendeligt mange timer at indhente. Med tiden har jeg været så langt væk i min søvn, at jeg ikke har hørt hunden gø, da min kæreste kom hjem. Søvn og væske er vigtigt. Det er vigtigt at restituere, at få hvilet – hvad end det er i sofaen med tv’et tændt, at tage en lur, gå en tur eller sidde og kigge ud af vinduet. Væsken er også vigtig, da kroppen bruger så meget energi på at hele og bearbejde. Ligesom hvis du har været til massage og musklerne restituerer, så har du også brug for vand. Når jeg kom hjem, drak jeg en kvart liter vand, inden jeg lagde mig til at sove og fyldte en halvliters flaske op, når jeg vågnede igen.

Jeg håber, det jeg har skrevet, har været med til at give dig et billede af, hvad SE-terapi kan gå ud på. Det kan sagtens være, det er noget andet for dig. Men her har du i hvert fald læst, hvad det var for mig – hvad jeg oplevede, der skete med min krop før, under og efter behandlingerne.

Det er en hård omgang. Det kan være fysisk ubehageligt. Det kan virke fuldstændig umuligt og håbløst. Men når du kommer ud på den anden side, når kroppen har lært, at der ikke er fare på færde længere, så sker der en forløsning. Jeg er blevet let og fri, og kan trække vejret igen. Det er guld værd!

Pas på dig og hæng i.
Kærlig hilsen Maria